Turistambassadør01

Turistambassadørerne tog imod

Helsingørs turistambassadører gav i d. 30. april besøgende i Helsingør en varm velkomst

De unge, smilende ambassadører får snart deres kursusbevis.
Og der er allerede bud efter dem til konkrete, lønnede opgaver.

Søndag d. 30/4 bød Helsingørs kommende turistambassadører velkommen på Helsingør Station.

Som led i uddannelsen var de unge kursister udstyret med store plancher med budskaber som ”Du er sød” og ”Velkommen til Helsingør”, på dansk, svensk og engelsk. Idéen blev vel modtaget af mange af de besøgende, og den planlagte happening virkede også godt som et led i det korte uddannelsesforløb:

”De unge helsingoranere lærte jo straks, hvilken forskel en god velkomst gør for gæsterne i byen. Og turisme handler om at servicere og møde mennesker i øjenhøjde. Det klarede de kommende turistambassadører flot, selv om det kan være grænseoverskridende at stå med store skilte midt på perronen”

fortæller kursusansvarlig Mikkel Tofte.

Det korte uddannelsesforløb har givet de kommende turistambassadører indsigt i, hvor vigtig god service er for kundeoplevelsen. De har været på rundtur i Helsingørs oversete hjørner og fået indblik i, hvordan man som turist bedst fotograferer byen. Og så har de selv formuleret projekter og idéer, som kan forny og forbedre oplevelsen for turister i Helsingør.


Uddannelsen, der dette forår 2017 blev afviklet for første gang, er et samarbejde mellem Ungdomsskolen, Visit Nordsjælland, Museet for Søfart og Mikkel Tofte, og som kommunen har støttet med midler fra kultur- og turismepuljen.