Hamloes Facebook Banner Ny Uden Baggrund

Hamløs – et litteraturprojekt for unge

Skal din tekst være med i HAMLØS?

HAMLØS er et litteraturprojekt, skabt af unge fra Helsingør. På baggrund af en konkurrence for unge med tilknytning til Helsingør, udvælger vi 10-15 tekster, der samles i en antologi, som bliver udgivet i bogform i løbet af 2017.

HAMLØS er IKKE en antologi om Hamlet eller Helsingør, men om dig. Vi vil gerne læse det bedste, du nogensinde har skrevet, lige meget om det er relevant for byen eller stykket. Det skal bare være relevant for dig.

Hvis din tekst bliver udvalgt, vil du gennemgå et kort forløb for at finpudse teksten og klargøre den til udgivelse.

Udvælgelses-panelet består af tre litterært beskæftigede, en redaktør for udgivelsen, en ung forfatter fra Helsingør og en medarbejder fra Helsingør Kommunes Biblioteker.

Læs mere og indsend din tekst

I udvælgelses-processen vil der især blive lagt vægt på følgende tre aspekter af teksten

1. Originalitet

Vi vil gerne have, at teksten fremstår og føles som et originalt og uafhængigt værk, der kan stå på egne ben og give nyt perspektiv. Du behøver ikke opfinde den dybe tallerken, men vi vil hellere se, at du er eksperimenterende og uperfekt end traditionel og fejlfri.

2. Personlighed

Vi vil gerne kunne mærke dig i dit værk. Du behøver ikke at skrive om dig selv, men vi lægger vægt på, at teksten har personlighed og indlevelse og ikke føles kold og uvedkommende. Kort sagt handler det om, at du skal kunne genkende dig selv i teksten og turde have din egen stemme.

3. Genreforståelse

Vi vil gerne kunne se på din tekst, at du forstår den genre, du arbejder i. Hvis du for eksempel indsender en novelle, skal det kunne mærkes, at du er klar over de traditioner og regler, der findes indenfor genren. Hvis du bryder reglerne, vil vi gerne føle, at det er et bevidst valg og dermed er med til at løfte teksten. Det samme gælder selvfølgelig for digte, flash fiction, etc.

.