Gå til sideindhold
SKOLEPILOTERNE  /  ÅRGANGSFORLØB  /  MINISKILLS 

MINISKILLS

En uddannelsesdag som kroppen kan huske

 

Mini Skills Helsingør er en event for byens 7. klasser, hvor der fokus på den praktiske del af en hel række håndværksfag.

 

De unge bliver sammen med deres klasse ført igennem 20 forskellige håndværksfag og erhverv. Det er lærlinge og mestre, der laver workshops med temaer fra de enkelte fags typiske opgaver.

 

Nøgleordet er nysgerrighed og det praktiske arbejde gennem en legende tilgang. Der er fokus på interesser og kompetencer frem for et reelt uddannelseskendskab.

 

Mini Skills Helsingør er blevet til i et samarbejde mellem Ungdomsskolen, Helsingør Erhverv, Ungeenheden i Helsingør Kommune, U/NORD, STARK Helsingør samt SkillsDenmark, der bl.a. står bag DM i Skills.

 

Mini Skills Helsingør blev sidste gang holdt den 30. marts 2023 i Hal 14 ved Værftshallerne i Helsingør.

 

Se video og billeder fra dagen herunder. Vi glæder os til Mini Skills 2024, hvor 7. klasserne får et brag af en oplevelse, der kan være med til at gøre dem mere nysgerrige på de håndværksorienterede fagrækker.

 

 


 

Denne video kan ikke vises da du ikke har accepteret cookies for markedsføring.
Klik her for at ændre dette
Miniskills Helsingør 2023
Se billederne fra Miniskills Helsingør 2023
Denne video kan ikke vises da du ikke har accepteret cookies for markedsføring.
Klik her for at ændre dette

Ungdomsskolen er mørtlen i et unikt samarbejde om Mini Skills Helsingør

Ungdomsskolen bruger stort netværk og projekterfaring i rollen som projektleder for Mini Skills Helsingør. Det binder skoler og erhvervsliv i Helsingør Kommune sammen i en fælles mission for at gøre unge nysgerrige på uddannelser, hvor man bruger hænderne.

 

April 2023

 

Hal 14 er fyldt til bristepunktet med håndværkere, kraner, mursten, biler og selvfølgelig dem, det hele handler om – Helsingør Kommunes 7. klasser. Mini Skills Helsingør bliver for tredje gang afholdt lige inden påskeferien, med den hidtil største tilslutning af både folke- og privatskoler.

 

Det er en dag, hvor Ungdomsskolen, sammen med mere end 20 lokale virksomheder, Ungeenheden i Helsingør Kommune, U/NORD og Skills Denmark, løfter i flok for at give de unge en oplevelse af, hvad det vil sige at uddanne sig med hænderne.

 

Formålet med Mini Skills er at skabe positive billeder af, hvad det vil sige at arbejde i et håndværksfag. Det sker på en måde, hvor leg og elevernes lyst til at prøve selv får lov at være præmissen for eventet.

 

»Vi snakker slet ikke om uddannelsesvalg til Mini Skills, og det er helt bevidst, at det er 7. klasserne, der deltager, for der kan vi stadigvæk nå dem med en legende tilgang,« siger Charlotte Karrebæk, der er koordinator for Skolepiloterne på Ungdomsskolen og projektleder for Mini Skills Helsingør.

 

De unges fritid – og fremtid

Idéen til Mini Skills Helsingør udspringer fra Skolepiloterne, der i forvejen arbejder projektbaseret med at udbyde faglige forløb til kommunens folkeskoler.

 

Ungdomsskolen har desuden et bredt netværk i lokalområdet og er vant til at sammensætte de kompetencer, der er nødvendige for at få projekter til at gå op i en højere enhed.

 

Derfor har Ungdomsskolen været det naturlige bindeled i samarbejdet omkring Mini Skills Helsingør.

 

»Vi vil gerne være udadvendte og forsøger at holde fingeren på pulsen, så vi samarbejder med alle. Ungdomsskolen er fritid, men vi vil også gerne være de unges fremtid, og det er Mini Skills et godt eksempel på. Det kan bidrage til, at de unge får øjnene op for, at der er et hav af muligheder«, siger Charlotte Karrebæk.

 

Men hun understreger, at Mini Skills kun eksisterer, fordi alle samarbejdspartnere bidrager med ressourcer og hænder. Eksempelvis har byggekæden Stark doneret materialer, og de lokale virksomheder har vist stor interesse for at deltage.

 

»Vi har været det gode klister til at skabe projektet, men den lokale forankring og erhvervsvirksomhederne er lige så vigtige. Vi ville ikke kunne lave det uden dem, siger hun«. 

 

Læring fra en lærling

Lærlingene er én af de vigtigste komponenter, erhvervsvirksomhederne bidrager med til Mini Skills. Direktør i SkillsDenmark, Simon Neergaard-Holm, mener, at det er oplagt at lade unge håndværkeraspiranter stå forrest og præsentere deres fag.

 

»De unge mennesker der deltager, bliver ikke rådgivet eller vejledt ved en tavle, hvor man ikke får den fjerneste idé om, hvad det vil sige at arbejde som tømrer. Her møder de andre unge, som de kan spejle sig i og som præsenterer dem for faget, og det er det, der rykker«, siger han.

 

Den betragtning kan Jacob Runge Olsen, der er formand for Helsingør Erhvervsforening, godt genkende.

 

»Mange virksomheder vil gerne være med, for det er måden at møde de unge på. Virksomhederne vil især gerne gøre sig synlige for de mulige elever, der er rigtig dygtige, og det kan de her,« siger han.

 

Cecilie Bovell, der er leder af Ungeenheden i Helsingør Kommune, er enig. Hun mener, at Mini Skills slår uddannelsesvejledning ved en tavle med flere længder.

 

»Det her bidrager sindssygt meget til de unges viden om erhvervsuddannelser, fordi det er baseret på oplevelser. En af de helt store fordele ved Mini Skills er, at det er direkte berøring med fagene og de mennesker, der arbejder i branchen. Og det tror jeg gør en kæmpe forskel«, siger hun.

 

 

Fakta om Mini Skills Helsingør

  • Mini Skills er en praktisk uddannelsesdag for 7. klasserne i Helsingør kommune. Formålet er at give eleverne større kendskab til erhvervsuddannelserne og gøre dem nysgerrige ved at ”prøve selv.”
  • Mere end 700 elever og over 20 virksomheder deltog i 2023 Mini Skills.
  • Mini Skills blev afholdt første gang i 2019, og arrangeres i et samarbejde mellem Skolepiloterne på Ungdomsskolen, Helsingør Erhverv, Ungeenheden i Helsingør Kommune, U/Nord, STARK Helsingør og SkillsDenmark.

 

Helsingørs virksomheder skaber en ny generation af håndværkere

Unge udforsker 16 forskellige håndværksfag på Mini Skills Helsingør, hvor lokale håndværkere er gået sammen for at vise, at der er andet i verden end en gymnasial uddannelse.

 

24. februar 2022

 

Den 31. marts mødes flere end 20 lokale virksomheder med eleverne fra alle 7. klasserne i kommunens folkeskoler til Mini Skills Helsingør i Hal 14. Her får de unge lov til at prøve kræfter med en lang række håndværksfag, og det er håndværkerne selv – og deres lærlinge – der underviser dem.

Det kan forhåbentlig være med til at skærpe de unges interesse for at gå i retning af en erhvervsuddannelse, siger Jacob Runge, der er formand for Erhvervs- og Industriforeningen i Helsingør.

- Vi mangler unge til erhvervsuddannelserne, så for os er det en helt naturlig ting at gøre opmærksom på. På den lange bane håber vi at gøre unge i stand til at træffe et kvalificeret valg omkring deres uddannelse, siger han.

Samtidig er det formandens ønske, at Mini Skills er med til at give de unge et overblik over, hvad en erhvervsuddannelse kan føre med sig på den lange bane, og hvilke karriereveje man kan vælge.

- Vi vil gerne fortælle unge om alle de muligheder, der er inden for håndværksbranchen. En væsentlig del af det er også at give dem et overblik over, hvordan det lokale erhvervsliv ser ud. Hvad er der behov for i området, og hvordan kommer man ind på det marked, siger Jacob Runge.  

 

Foder til økosystemet

En af de erhvervsdrivende, der deltager på dette års Mini Skills, er frisør Sascha Hirtsgaard. Hun har ofte oplevet, at unge har en misforstået opfattelse af hendes fag.

- Mini Skills er med til at give de unge en forståelse af, hvad det egentlig vil sige at være erhvervsuddannet. Når de unge ikke ved, hvad de gerne vil, er Mini Skills en rigtig god mulighed for at skabe fokus på håndværk. Det synes jeg altid, der har manglet, siger hun.

Sascha Hirtsgaard er en af de erhvervsdrivende, der mener, at håndværksfagene også selv har et ansvar for at uddanne kvalificeret arbejdskraft for fremtiden.

- Jeg mener, at man som forretningsdrivende har pligt til at fodre sit eget økosystem, ellers kvæler man sit fag. Man burde ikke have lov til at ansætte faglærte uden også at uddanne nye. Det er et socialt ansvar og en pligt man har, for at føre det gode håndværk videre.

Sascha Hirtsgaard var også med, sidste gang Mini Skills blev afholdt i 2019, hvor hun oplevede et stort engagement fra elevernes side. Til gengæld er Rene Hjortgaard, indehaver af Hjortgaard Smede & Montage, i år med for første gang. Han håber på, at han kan være med til at skabe en holdningsændring hos de unge.

- Mini Skills er en sindssyg god idé, det er rigtig godt tænkt. Erhvervsuddannelserne har i mange år været opfattet som andenrangs i forhold til gymnasierne, men her får vi chancen for at vise de unge, at man altså også skal kunne noget for at tage en erhvervsuddannelse, siger han.

Han håber ikke kun på at få kontakt til nogle fremtidige lærlinge til sit smedefirma, men har også en klar forventning om, at han kan bruge Mini Skills til at skabe et netværk til UU-vejlederne, der er med til at guide de unge på vej mod deres uddannelsesvalg, mens de går i folkeskolen.

 

Fremgang for den første Mini Skills-årgang

I 7. klasse er UU-vejledningen bygget op omkring Mini Skills, så aktivitetsdagen i Hal 14 bliver forberedt og efterbehandlet i faget Uddannelse og Job af UU-vejlederne sammen med eleverne, fortæller Torben Granat, der er UU-vejleder i Ungeenheden i Helsingør Kommune.

- Mini Skills er blevet en uundværlig medspiller i vores undervisning i 7. klasse. I den alder handler det om at stimulere nysgerrighed og plante frø, som man kan bygge videre på. Mini Skills viser en masse forskellige fag, uden at man propper uddannelsen ned i halsen på de unge, og det er ret unikt, siger han.

Mini Skills Helsingør blev corona-aflyst i både 2020 og 2021, så indtil videre er det kun 7. klasserne i 2019, der har prøvet kræfter med dagen. Derfor er det for tidligt at konkludere, om Mini Skills har en effekt på de unges uddannelsesvalg.

Men det skal dog med, at 2019-årgangen sidste år gik ud af 9. klasse med en større appetit på håndværksfag end deres forgængere. I 2021 valgte 2,7 procent flere unge i Helsingør nemlig en erhvervsuddannelse i forhold til året før – på trods af at landsgennemsnittet var uændret.

Mini Skills Helsingør er udviklet af Skolepiloterne på Ungdomsskolen i et samarbejde med Erhvervs- & Industriforeningen i Helsingør samt U-Nord og Ungeenheden i Helsingør Kommune.

 

Fakta om Mini Skills

  • Mini Skills Helsingør skal gøre unge i 7. klasse opmærksomme på håndværksfag og erhvervsrettede uddannelser. De unge får lov at prøve kræfter med en række fag i workshops, der er arrangeret af håndværkere og lærlinge fra lokale virksomheder.
  • Mini Skills Helsingør blev holdt første gang i 2019 med deltagelse af ca. 350 elever fra 7. klasserne i Helsingør Kommune. I 2020 og 2021 blev det aflyst pga. corona. I 2022 er dagen obligatorisk for alle 7. klasserne i kommunens folkeskoler. I alt deltager ca. 600 elever i år.
  • Mini Skills har i år foreløbig deltagelse af 23 virksomheder fra 17 forskellige håndværksfag: Kok, tjener, glarmester, tækkemand, tømrer/snedker, VVS/blikkenslager, maler, murer, SoSu, elektriker, kloak & beton, dyrepasser, frisør, mekaniker, brandmand, smed og butik.
  • Skills Denmark, der bl.a. står for DM i Skills, er i år samarbejdspartner med Mini Skills Helsingør.

 


 

SkillsDenmark bliver samarbejdspartner i Mini Skills

Arrangørerne af DM i Skills roser Helsingør-opfindelsen Mini Skills, der gør unge skoleelever nysgerrige efter at prøve håndværksfag.

 

10. februar 2021

 

På grund af coronaen er det kun blevet holdt en enkelt gang siden starten i 2019, men Mini Skills – Helsingørs eget samarbejdsprojekt for at styrke unges interesse for håndværksfag – har vakt opmærksomhed langt uden for kommunegrænsen.

Nu har SkillsDenmark, der bl.a. afholder DM i Skills, fået øjnene op for det unikke lokale samarbejde mellem virksomheder og skoler i Helsingør. Skills Danmark er derfor blevet officiel samarbejdspartner i projektet.

- Helsingør har lavet et rigtig fint koncept til Mini Skills, som vi er meget imponerede af. Det er lykkes at samle både kommune, skoler og det lokale erhvervsliv om et event, der fungerer enormt godt, siger Simon Neergaard-Holm, direktør i SkillsDenmark.

Mini Skills er udviklet af Skolepiloterne på Ungdomsskolen i samarbejde med Erhvervs- & Industriforeningen i Helsingør samt U/Nord, Ungeenheden i Helsingør Kommune og Værftets Madmarked. Det henvender sig til eleverne på 7. klassetrin, der får lov til at prøve kræfter med en lang række håndværksfag på en aktivitetsdag fyldt med praktiske workshops, hvor de møder lærlinge og håndværkere fra lokale virksomheder.

Mini Skills blev afholdt første (og eneste) gang i værftshallerne i Helsingør i 2019 med deltagelse af mere end 20 lokale virksomheder, der repræsenterede 13 forskellige fag. På grund af forårets corona-restriktioner blev det aflyst i 2020, og af samme grund bliver det desværre heller ikke muligt at gennemføre projektet i 2021.

Til gengæld er der fuld opbakning til at gennemføre Mini Skills i 2022, og det bliver nu også med SkillsDenmark som engageret samarbejdspartner.

- Vi kan bidrage med noget erfaring i at lave den slags events og et meget bredt netværk. Mini Skills bliver en del af ”Skills-familien”, og vi starter nu et samarbejde om, hvordan vi kan gøre understøtte arrangørerne i at gøre Mini Skills endnu bedre. Jeg lægger især vægt på, at Mini Skills fint kan supplere vores store nationale DM i Skills samt de lokale Skills-konkurrencer, som erhvervsskolerne afholder, siger Simon Neergaard-Holm.

I samarbejdskredsen bag Mini Skills er der stor glæde over det kommende samarbejde med SkillsDenmark.

- Mini Skills handler om lyst og nysgerrighed hos de unge, og den prøver vi at skabe på dagen. Det får vi endnu bedre mulighed for med SkillsDenmark som samarbejdspartner, og så synes vi da, at vi har et projekt her i Helsingør, som unge i andre kommuner også kunne have glæde af. Det kan SkillsDenmark hjælpe os med at gøre synligt uden for Helsingør, siger Charlotte Karrebæk fra Skolepiloterne på Ungdomsskolen, der er projektleder for Mini Skills-samarbejdet.

 

Fakta: De er med til at arrangere Mini Skills

Skolepiloterne på Ungdomsskolen er bindeled mellem skoler og erhvervsliv i Helsingør og står for projektledelsen. I styregruppen for 2022-udgaven sidder desuden repræsentanter fra Erhvervs- & Industriforeningen, U/Nord, Ungeenheden i Helsingør Kommune og nu også SkillsDenmark.

Ved Mini Skills i 2019 kunne de unge møde lokale håndværkere og lærlinge fra disse fag: Tømrer & snedker, murer, elektriker, VVS, tagdækker, jord & beton, glarmester, frisør, hotel & restauration, mekaniker, maler, dyrepasser og social & sundhedsassistent.

Læs artikel om Miniskills i Ungdomsskoleforeninges blad "Ung"

Denne video kan ikke vises da du ikke har accepteret cookies for markedsføring.
Klik her for at ændre dette


Senest opdateret 01.05.2023 14:27 af MB