Gå til sideindhold
 

Musical - Helsingør

Drømmer du om at stå på scenen og optræde foran et stort publikum? Kan du lide at synge, danse og spille teater – eller synes du, det kunne være sjovt at prøve? Men vigtigst af alt: Drømmer du om at være en del af et helt særligt fællesskab? Så er musicalholdet lige noget for dig.

 

Musicalholdet er et af Ungdomsskolens ældste hold, og siden vi begyndte i 1979, har vi lavet over 50 forestillinger. Musicalholdet er båret af en masse gode traditioner, og der er altid plads til nye elever. Uanset om du bedst kan lide at danse, synge eller spille teater.

 

De første par måneder bliver en blanding af impro-teater, sang og dans, så vi lærer hinanden at kende. Efter efterårsferien går vi i gang med at øve kor, dans og store scener, og omkring jul bliver roller og det endelige manuskript delt ud. Efter jul går vi for alvor i gang med at øve forestillingen, som vi spiller i påsken 2023.

 

I efteråret har vi også en weekend med 2 overnatninger, den kalder vi Rockweekend. Efter jul vil der være 3 øve weekender fra kl. 10-18. Weekenderne er allerede fastlagt og kan ses i kalenderen.

 

I forbindelse med musicalen har vi en del ekstraudgifter. Derfor betaler du 250 kr. for at gå til musical. Der kan også være andre udgifter, fx til hårnåle, strømpebukser og eyeliner, når vi skal spille forestilling.

 

Musical er for alle, der er gået ud af 8. klasse, eller som inden årsskiftet i sæsonen er fyldt 15 år.

 

Hvis du er fyldt 20 år inden sæsonstart, og/eller ikke bor i kommunen, kan du sende en motiveret ansøgning på mail til us@helsingor.dk og fortælle, hvorfor netop du skal være med.

 

Du kan se billeder fra nogle af Ungdomsskolens tidligere musicals på

www.ungdomsskolensmusical.dk og @ungdomsskolens_musical på Instagram.

 

Vi vil allerede en af de første gange præsentere jer for årets forestilling, som i år hedder HORISONTEN, og I vil få mulighed for at lytte til et par af sangene.

 

Om årets forestilling: 

Da Ferdinand finder et gammelt kærestebrev i sin mors gemmer, går det op for ham, at han aldrig har kendt sin rigtige far. Brevet tager ham til 1880’ernes Helsingør, hvor Helsingør Jernskibsværft netop er åbnet, og byen er i fuld flor. På kajen foran værftet møder han værftsarbejderen Aksel, hans kæreste Asta og veninden Johanne – og det skal hurtigt vise sig, at et venskab opstår. Ferdinand bliver ansat på værftet og bliver stille og roligt hvirvlet ind i arbejdernes kamp for bedre vilkår, der tilspidses, da der sker en ulykke på værftet. Historien følger samtidig nogle af byens stærke kvinder, der på hver deres måde forsøger at frigøre sig fra tidens kvindesyn. HORISONTEN fortæller om en vigtig tid i Helsingør bys historie og er samtidig en forestilling om en gruppe unge menneskers dilemmaer, der på mange måder minder om dem, man kan stå overfor i dag.

 

Årets undervisere er Anna og Albert

 

Anna er årets instruktør og er selv tidligere elev på Ungdomsskolens musical. Til dagligt studerer hun Teater- og Performancestudier på Københavns Universitet og arbejder på Det Kongelige Teater i deres udviklingsafdeling. Tidligere har hun været dramalærer i Teaterbøtten, hvor hun har skabt og instrueret to forestillinger. Anna har skrevet manuskriptet til forestillingen, og hun glæder sig til at arbejde med årets elever og se dem dykke ned i karakterernes liv.

 

Albert står for, at årets kor kommer til at lyde som et hav af forenede stemmer, der vil nå langt op over bagerst publikumsrække. Ud over at lave musical er han retoriker og arbejder på et reklamebureau, hvor han rådgiver andre i alt fra at holde taler til at skrive debatindlæg. Albert har skrevet musikken til årets forestilling og står bag idéen til historien. Han glæder sig til at vende tilbage til Ungdomsskolen som lærer efter tidligere at have været elev selv.

 

Denne video kan ikke vises da du ikke har accepteret cookies for markedsføring.
Klik her for at ændre dette
Denne video kan ikke vises da du ikke har accepteret cookies for markedsføring.
Klik her for at ændre dette
Musical - Helsingør
Drømmer du om at stå på scenen og optræde foran et stort publikum? Kan du lide at synge, danse og spille teater – eller synes du, det kunne være sjovt at prøve? Men vigtigst af alt: Drømmer du om at være en del af et helt særligt fællesskab? Så er musicalholdet lige noget for dig.
Info
#4.636
Forsk. mødetider
Startdato
8. september 2022
Slutdato
12. april 2023
45 undervisningsgange
Aldersgruppe
14,5-24 år
Klassetrin
Fra og med 9. kl.
Pris (21.09.2022)
250,00 DKK
Klik her for betalingsbetingelser
Tilmelding fra
13. juni 2022 kl. 08:00
Tilmelding til
9. december 2022
Tilmeldingsstatus
Afsluttet

Mødetider
Vis
Tilføj til kalender Tilføj til kalender

Undervisere
- Rie Sørensen
- Anna Dannemann Karlin
- Albert Mikkelsen
Placering

Helsingør Kommunale Ungdomsskole
Har handikap venlig indgang Har elevator
Idrætssal - Lokale 1.58
placeholder placeholder
Rasmus Knudsens Vej 52
3000 Helsingør

Apricore logo