Gå til sideindhold
OM UNGDOMSSKOLEN  /  Faglige fortællinger  /  NEON 

NEON er blevet en platform for unges kunst

100 værker fra hele landet er sendt ind til den seneste udgave af kunstmagasinet, der er på gaden 1. juli.
Redaktionsgruppen for NEON. Fra venstre er det Mille Weng Andersson, Ida Winkel Svendsen, Ella McKinly, Hannah Teplin, Ida Sigrid Andreasen, Clara Thorngreen og Katarina Maria Vorbeva. Foto: JA-Kontoret

Kunstmagasinet NEON, der laves af en gruppe unge med tilknytning til Helsingør, er i løbet af bare et år blevet en markant platform for unges kunst. 1. juli udgives tredje udgave af magasinet, og det markeres med en live event i JA-Containeren ved Værftets Madmarked i Helsingør.

Magasinet blev skabt i 2020 af en gruppe lokale unge, der savnede et samlende forum for unge kunstnere. Det blev til NEON, der ikke kun er et magasin. Det er også et netværk, der gør det muligt for unge fra hele Danmark at dele deres kunst.

- Jeg synes, det er superfedt, at det er lavet af unge og for unge, og det er fedt, at det er udgivet på tryk, siger Mille…

Hun er et af de nye medlemmer i redaktionsgruppen og maler selv og skriver digte.

Til den nyeste udgave blev der indsendte mere end 100 kunstværker fra hele landet – spændende fra digte og noveller til maleri, foto, keramik, digital kunst, performance og installationskunst.

I alt er 25 kunstnere blevet udvalgt via et Open Call til at få bragt deres værker i det nye nummer, og man kan møde en række af dem ved live-eventen, der holdes på udgivelsesdagen.

Hannah Teplin er en af dem, der var med til at starte NEON op, og hun kan se, hvordan magasinet har udviklet sig i løbet af det første år.

- Jeg føler, vi har fundet vores NEON-stil. Før var det fedt, at det var meget blandet og forskelligt, men nu har vi et mere samlet visuelt udtryk. Vi har lært, hvad der fungerede godt og mindre godt og er blevet inspireret både i redaktionsgruppen men også af andre, siger Hannah Teplin.

Hun glæder sig over, at det nu er blevet muligt at samles til udgivelses-eventen, for idéen med NEON er i lige så høj grad, at de unge kan mødes og dele deres kunst.

- Det bliver bare fedt, at vi kan komme ud til folk, så kunstnerne kan præsentere deres ting. På den måde får vi samlet projektet og udgivet det ordentligt, siger Hannah Teplin.

 

Fakta

  • Hvis du vil have fingre i et fysisk eksemplar af NEON, skal du møde op til udgivelses-eventen den 1. juli i JA-Containeren, der står over for madmarkedet på havnen i Helsingør. Den starter kl. 16, og kl. 19 vil en række af de udvalgte kunstnere gå på scenen for at præsentere deres værker.
  • Du kan læse den digitale udgave af NEON fra den 1. juli kl. 16 på issuu.com/jakontoret. Her kan du også læse de tidligere udgaver.
  • Magasinet uddeles gratis og udgives med økonomisk støtte fra Tuborgfondet. Det er JA-Kontoret på Ungdomsskolen, der giver sparring og faciliterer møderne i redaktionsgruppen.
  • Følg med på Instagram: @neonmag3000