De skal lave ny musical: Et kærlighedsbrev til Ungdomsskolen
8. juni 2022
Det er ikke længe siden, de selv var elever på musicalholdet, men nu skal Anna Karlin og Albert Mikkelsen selv prøve at være lærere.
I den kommende sæson er det nemlig dem, der får dirigentstokken på Ungdomsskolens musicalhold, når de skal opsætte forestillingen Horisonten, som de selv har skrevet.
Det har de aldrig prøvet før.
- Alt det, vi gør, er noget, vi gør for første gang, så der er noget Pippi-mentalitet over det. Jeg har aldrig ledet et kor før. Jeg vidste heller ikke, jeg kunne komponere musik, men nu står Anna og jeg snart med noder og et færdigt manuskript i hånden, siger 24-årige Albert Mikkelsen.
Han er jævnaldrende med 24-årige Anna Karlin, og de to bliver lærere og instruktører på musicalen efter selv at have været musicalelever gennem syv år – sidste gang med forestillingen Faldne Engle i 2019.
Hjerteblod og ild – år efter år
Ungdomsskolens musical har gennem mere end 40 år skabt store traditioner for scenekunst, ofte med professionelle teaterfolk i instruktørstolen. Nu skal musicalen gives videre til nye generationer af ambitiøse unge, der ikke er bange for at smide plejer overbord.
- Musicalen er blevet en stor maskine, og det kan være svært at finde den bunke hjerteblod og ild, der er i stand til at frembringe en ny forestilling år efter år. Vi vil gerne gøre musicalen bæredygtig, så den kan overleve, og for os er det rigtig vigtigt, at unge kan finde et sted, hvor de gennem teater, dans og sang kan skabe store fællesskaber, siger ungdomsskoleinspektør Helle Josefsen.
Det fællesskab er Anna og Albert også drevet af, og de har med deres egne ord skrevet en forestilling, der er skræddersyet til Ungdomsskolens musicalhold. Med store ensemble-scener og en historie, der spænder bredt med mange karakterer, der får lov at folde sig ud.
- Det bliver lidt et kærlighedsbrev til det her sted, der har givet os så meget. Ungdomsskolen er et vanvittigt sted at få lov til at afprøve sine idéer, og det er helt vildt, at vi får lov til at stå med et ensemble på 80 mennesker, siger Anna Karlin.
Nye tanker – men stadig et fællesskab
De to føler, at de har fået plads til at prøve nye ting af, men at de også kan trække på kræfter med erfaring. Og det er med en vis ærefrygt, at de går den kommende sæson i møde, for det er nogle store sko, de skal udfylde.
- Vi har fået to nye lærere, der er vaccineret med musical-nålen, og de er så dygtige og dedikerede, at jeg ved, at de vil give musical-eleverne en stor oplevelse, siger ungdomsskoleinspektør Helle Josefsen.
Grundlæggende handler det for årets undervisere om at skabe rum for det fællesskab, der egentlig handler om alt muligt andet end at stå på en scene. Og som kommer med i bagagen, også selvom man ikke forfølger en teaterkarriere.
- Jeg trækker på ting, jeg har lært til musical, når jeg møder nye mennesker. Jeg har lært at være på, når det gælder, men også at give plads til andre. Og så føler jeg, at musicalen har været med til at forme og danne mig som menneske, siger Albert Mikkelsen, der glæder sig til at kunne give noget af det igen til en ny generation af musicalelever.
- Når man er barn, synes man, det er fedt at få gaver. Men når man bliver ældre, lærer man, at det også er ret fedt at give gaver, siger han.
Nu trækker de nye lærere i arbejdstøjet, så de er klar til et nyt musicalhold til september. Men nye tider eller ej - så er én ting ved det gamle: Ungdomsskolens musical har premiere til påske…
Om årets forestilling: HORISONTEN
Da Ferdinand finder et gammelt kærestebrev i sin mors gemmer, går det op for ham, at han aldrig har kendt sin rigtige far. Brevet tager ham til 1880’ernes Helsingør, hvor Helsingør Jernskibsværft netop er åbnet, og byen er i fuld flor. På kajen foran værftet møder han værftsarbejderen Aksel, hans kæreste Asta og veninden Johanne – og det skal hurtigt vise sig, at et venskab opstår. Ferdinand bliver ansat på værftet og bliver stille og roligt hvirvlet ind i arbejdernes kamp for bedre vilkår, der tilspidses, da der sker en ulykke på værftet. Historien følger samtidig nogle af byens stærke kvinder, der på hver deres måde forsøger at frigøre sig fra tidens kvindesyn. HORISONTEN fortæller om en vigtig tid i Helsingør bys historie og er samtidig en forestilling om en gruppe unge menneskers dilemmaer, der på mange måder minder om dem, man kan stå overfor i dag.
Årets undervisere er Anna og Albert
Anna er årets instruktør og er selv tidligere elev på Ungdomsskolens musical. Til dagligt studerer hun Teater- og Performancestudier på Københavns Universitet og arbejder på Det Kongelige Teater i deres udviklingsafdeling. Tidligere har hun været dramalærer i Teaterbøtten, hvor hun har skabt og instrueret to forestillinger. Anna har skrevet manuskriptet til forestillingen, og hun glæder sig til at arbejde med årets elever og se dem dykke ned i karakterernes liv.
Albert står for, at årets kor kommer til at lyde som et brusende hav af stemmer, der vil nå langt op over bagerst publikumsrække. Ud over at lave musical er han retoriker, tidligere taleskriver og arbejder nu på et reklamebureau. Albert har spillet klaver, siden han var otte år og har siden hen gået på MGK i Helsingør. Albert har også skrevet musikken til årets forestilling og står bag idéen til historien. Han glæder sig til at vende tilbage til Ungdomsskolen som lærer efter tidligere at have været elev selv.
.
Senest opdateret 04.10.2023 13:11 af CVH