Fra skolevægring til fedt fritidsjob
»Min søn havde en ret normal børnehavetid, men i skolen gik det hurtigt op for os, at han var anderledes. Han var ikke helt som de andre drenge, og med tiden blev han mere og mere isoleret, han havde svært ved de sociale koder, han blev ofte mobbet og var ret følsom.
I 7. klasse skulle han starte på en ny skole, og der ramte han en mur. Han var umoden i forhold til de andre børn, og kunne ikke være med på deres niveau. Han udviklede skolevægring, og det gjorde, at vi kunne få ham udredt. Her fik han en autismediagnose.
Han startede i x-klasserne, og skolen tog imod os på en meget positiv måde. Som mor var jeg usikker, for min viden om autisme var begrænset, men de var virkelig gode til at forsikre mig om, at de havde set det hele før. Der var en god fleksibilitet i forhold til hans behov, eksempelvis ville han gerne have, at jeg afleverede ham hver morgen, og her tog lærerne sig god tid til at tale med mig om hans morgen, og hvad der lige havde været svært i dag. De lyttede til de små hverdagsting, som betyder meget, når man har et barn med autisme, og jeg er altid blevet taget alvorligt.
Lærerne skabte en ny motivation hos min søn og en forsikring om, at det nok skulle gå fint. De fik en kontakt til ham, som han ikke har haft til lærere eller pædagoger før, og jeg kan se, at hans relation til dem har fået ham til at åbne op og tale mere om, hvordan han har det.
Han er blevet langt bedre til at sætte ord på sine behov og ønsker, og det er noget, der har været meget svært tidligere.
Han bad eksempelvis selv om at komme i praktik i et specifikt supermarked. Den praktikplads har ført til et deltidsjob ved siden af skolen, og det er han enormt glad for. Supermarkedet er blevet hjulpet af Ungdomsskolen og hans sagsbehandlere på kommunen, så de har taget imod ham som autist, men det kører virkelig, og han er så glad.
Det er helt vildt, at han er kommet dertil, for han var virkelig i mistrivsel for få år siden. Men han har fået noget mod og en sikkerhed i sig selv, sammen med følelsen af, at der er nogen, der kan lide ham, og gerne vil være sammen med ham.«
Mor til dreng i 10. klasse, i x-klassernes spor 1.
Senest opdateret 22.11.2023 08:52 af CVH