Gå til sideindhold
X  /  FORÆLDREFORTÆLLINGER  /  Forældrefortælling #2 

 

Soloundervisning gav den nødvendige støtte

 

»Min søn fylder snart 16, og han har gået på specialskole siden midten af 5. klasse. Han har altid haft masser af energi og gåpåmod, og møder hver ny dag positivt. Men selvom han aldrig har haft svært ved at komme i skole, kan han ikke være i en almindelig klasse med 28 elever og en masse larm. Der er slet ikke struktur nok. Så i en lang periode af sin skolegang sad han på sin skoles ressourcecenter alene og var ret isoleret.

 

Han har haft modstand på krav, og udfordringer på daglig basis, men da han startede i specialklasse, kom der ro på, og han var tryg. Derfor var jeg også skeptisk, da kommunen lavede omstruktureringer og besluttede, at han skulle flyttes til x-klasserne, og det var han også selv. Så jeg havde en lang snak med personalet om, at det skulle blive en succes, og det synes jeg, at de er lykkedes med. 

 

Succesen bunder blandt andet i, at lærerne i slutningen af 8.klasse begyndte at give ham soloundervisning, for han blev distraheret af de andre elever. Han var slet ikke glad for dansk og matematik, så de tog ham ud af klasseundervisningen i de to fag, og det gavnede han af. Soloundervisningen har vist ham, at han godt kan være dygtig. Han har enormt meget brug for anerkendelse, og det får han, når han har læreren på egen hånd. 

 

Tilgangen har helt sikkert motiveret ham. Efterfølgende har han ønsket at deltage mere i den fælles undervisning, og han har langt mere overskud, når han kommer hjem fra en skoledag. 

 

Lærerne er virkelig dygtige til at se ham der, hvor han er. De imødekommer hans behov, og han føler sig tryg ved dem. Han har også selv indset, at han ikke fungerer så godt i en rigtig klasse, så han føler sig hjemme, og synes at han er det rigtige sted. De voksne i x-klasserne ved, hvordan de skal håndtere børn som ham, og det gavner han af. Vi er rigtig glade for den måde, de har håndteret ham på.

 

Det er sjældent skolen, der er årsag til, at han har en dårlig dag. Skolen er en tryg base for ham, og nu ved han, at det er godt for ham at være i x-klasserne. Han ville helt sikkert selv sige, at han trives, og det er også det, jeg ser som far. Han er også blevet udredt og har fået diagnosen ADHD.«

 

Far til dreng i 9.klasse, x-klassernes Spor 1.