Gå til sideindhold
 

JUNIOR MESTERLÆRE

 

 

Tilmelding 2026-27:

Tilmeldingen er åben for juniormesterlære i skoleåret 2026-27. Der er løbende optag på forskellige tidspunkter af skoleåret, men hvis du vil være sikker på en plads fra starten af skoleåret, er sidste tilmeldingsfrist den 19. maj 2026. Hvis I ønsker at skifte til juniormesterlære, skal I kontakte egen skole, som så indstiller eleven.

 

Kom til informationsmøde:

Vi holder informationsmøde om juniormesterlære i Helsingør Kommune tirsdag den 5. maj kl. 17-18. Det foregår på i køkkenet på Ungdomsskolen, Rasmus Knudsens Vej 52 i Helsingør. Alle forældre, elever og fagfolk er velkomne!

 

 

Juniormesterlære er for elever i 8. og 9. klasse, der ønsker en mere praksisnær skolegang, kombineret med erhvervserfaring. Eleverne er i praktik i en virksomhed 2 dage om ugen og i skole 3 dage om ugen, hvor der undervises i dansk, matematik og engelsk.

 

 

Hvem kan tilmelde sig juniormesterlære?

Alle elever, der starter i 8. eller 9. klasse, kan tilvælge juniormesterlære-tilbuddet med samtykke fra begge forældre. Elever som er visiteret til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand kan også komme i junior-mesterlære.

 

 

Hvor går man i skole?

Elever, der starter i juniormesterlære, kommer til at gå i en juniormesterlære-klasse (JML-klasse) på Ungdomsskolen i Helsingør. Eleven er formelt fortsat indskrevet på sin egen distriktsskole, men undervisningen foregår på Ungdomsskolen på Rasmus Knudsens Vej 50-52 i Helsingør.

 

 

Skoleugen

Mandag og tirsdag er eleven i praktik i en virksomhed eller har værkstedsundervisning. Værkstedsundervisningen foregår i Ungdomsskolens træ- og metalværksted, produktionskøkken eller i andre af skolens værksteder.

 

Onsdag, torsdag og fredag er der undervisning i boglige fag - dansk, matematik og engelsk - på skolen. Undervisningen er tilrettelagt med fokus på en mere praksisfaglig tilgang og er differentieret.

 

I starten af skoleåret får alle JML-elever et praktisk undervisningsforløb på Ungdomsskolen 2 dage om ugen, hvor den nye JML-klasse rystes sammen, og hvor eleverne forberedes til de individuelle praktikforløb efterfølgende.

 

I løbet af året vil der være dage, hvor eleven kaldes hjem fra praktik for at deltage i virksomheds- eller uddannelsesbesøg sammen med klassen.

 

JML-klassen har eget klasselokale og egen afdeling på Ungdomsskolen. Eleverne deltager i morgensamling og andre fælles aktiviteter og holder pauser sammen med skolens øvrige elever.

 

På Ungdomsskolen går der ca. 160 andre elever om dagen (7-10. klasse), og JML-klassen bliver derfor en del af et større udskolingsmiljø med mange gode og fællesskabende traditioner.

 

 

Underviserne

Faglærere og undervisere i JML-klassen arbejder ud fra en praksisfaglig tilgang, hvor de prøver at gøre det boglige indhold virkelighedsnært og praktisk.

I Ungdomsskolens værksteder og køkken møder de unge undervisere, der selv har arbejdet med håndværk og kokkefaget. De er med til at forberede eleverne på de forventninger og opgaver, de vil møde på en rigtig arbejdsplads.

 

 

Hvis eleven fortryder

Hvis eleven ikke længere ønsker at gå i juniormesterlære, kan eleven vende tilbage til sin tidligere folkeskole.

 

Afhængig af hvornår eleven vælger at stoppe, kan der være nogle fag, som eleven ikke har haft, og det kan have betydning i forhold til prøver. Det vil derfor være en individuel vurdering i forhold til, hvordan resten af det almindelige undervisningsforløb vil se ud.

 

Hvis eleven kommer fra en fri- eller privatskole, er det op til den enkelte fri- eller privatskole, om eleven kan blive optaget igen. Alternativt gælder reglerne for frit skolevalg til folkeskolerne.

 

 

Prøver og muligheder bagefter

Folkeskolens afgangsprøver med juniormesterlære giver adgang til alle grundforløb på EUD (ikke EUX). Hvis en elev afslutter folkeskolen på juniormesterlære og vil fortsætte på en gymnasial uddannelse, kan eleven optages ved at bestå optagelsesprøven til de gymnasiale uddannelser.

 

Eleverne føres til prøve i dansk og matematik. Den praktiske del afsluttes med en evalueringssamtale, der fokuserer på læringsudbytte fra praktikophold og værkstedsforløb samt overvejelser om videre uddannelse eller job.

 

Krav til afgangsprøverne med juniormesterlære:

  • Mindst karakteren 2 i dansk og matematik
  • Deltage i en afsluttende evalueringssamtale.

Apricore logo