Gå til sideindhold
JML  /  JUNIOR MESTERLÆRE 

JUNIOR MESTERLÆRE

 

Juniormesterlære er for elever i 8. og 9. klasse, der ønsker en mere praksisnær skolegang, kombineret med erhvervserfaring. Eleverne er i praktik i en virksomhed 2 dage om ugen og i skole 3 dage om ugen, hvor der undervises i dansk, matematik og engelsk.

 

 

Hvem kan tilmelde sig juniormesterlære?

Alle elever, der starter i 8. eller 9. klasse i skoleåret 2025/2026, kan tilvælge juniormesterlære-tilbuddet med samtykke fra begge forældre. Elever som er visiteret til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand kan også komme i junior-mesterlære.

 

 

Hvor går man i skole?

Elever, der starter i juniormesterlære, kommer til at gå i en juniormesterlære-klasse (JML-klasse) på Ungdomsskolen i Helsingør. Eleven er formelt fortsat indskrevet på sin egen distriktsskole, men undervisningen foregår på Ungdomsskolen på Rasmus Knudsens Vej 50-52 i Helsingør.

 

 

Skoleugen

Mandag og tirsdag er eleven i praktik i en virksomhed eller har værkstedsundervisning. Værkstedsundervisningen foregår i Ungdomsskolens træ- og metalværksted, produktionskøkken eller i andre af skolens værksteder.

 

Onsdag, torsdag og fredag er der undervisning i boglige fag - dansk, matematik og engelsk - på skolen. Undervisningen er tilrettelagt med fokus på en mere praksisfaglig tilgang og er differentieret.

 

I starten af skoleåret får alle JML-elever et praktisk undervisningsforløb på Ungdomsskolen 2 dage om ugen, hvor den nye JML-klasse rystes sammen, og hvor eleverne forberedes til de individuelle praktikforløb efterfølgende.

 

JML-klassen skal med som gæster til Euro Skills i Herning i september 2025, og derefter starter elevernes individuelle praktikforløb.

 

I løbet af året vil der være dage, hvor eleven kaldes hjem fra praktik for at deltage i virksomheds- eller uddannelsesbesøg sammen med klassen.

 

JML-klassen har eget klasselokale og egen afdeling på Ungdomsskolen. Eleverne deltager i morgensamling og andre fælles aktiviteter og holder pauser sammen med skolens øvrige elever.

 

På Ungdomsskolen går der ca. 160 andre elever om dagen (7-10. klasse), og JML-klassen bliver derfor en del af et større udskolingsmiljø med mange gode og fællesskabende traditioner.

 

 

Underviserne

Faglærere og undervisere i JML-klassen arbejder ud fra en praksisfaglig tilgang.

 

I efteråret 2025 følges klassen desuden af en specialestuderende fra Århus Universitet, der skriver opgave om JML ud fra et pædagogisk antropologisk udgangspunkt.

 

 

Hvis eleven fortryder

Hvis eleven ikke længere ønsker at gå i juniormesterlære, kan eleven vende tilbage til sin tidligere folkeskole.

 

Afhængig af hvornår eleven vælger at stoppe, kan der være nogle fag, som eleven ikke har haft, og det kan have betydning i forhold til prøver. Det vil derfor være en individuel vurdering i forhold til, hvordan resten af det almindelige undervisningsforløb vil se ud.

 

Hvis eleven kommer fra en fri- eller privatskole, er det op til den enkelte fri- eller privatskole, om eleven kan blive optaget igen. Alternativt gælder reglerne for frit skolevalg til folkeskolerne.

 

 

Prøver og muligheder bagefter

Folkeskolens afgangsprøver med juniormesterlære giver adgang til alle grundforløb på EUD (ikke EUX). Hvis en elev afslutter folkeskolen på juniormesterlære og vil fortsætte på en gymnasial uddannelse, kan eleven optages ved at bestå optagelsesprøven til de gymnasiale uddannelser.

 

Eleverne føres til prøve i dansk og matematik. Den praktiske del afsluttes med en evalueringssamtale, der fokuserer på læringsudbytte fra praktikophold og værkstedsforløb samt overvejelser om videre uddannelse eller job.

 

Krav til afgangsprøverne med juniormesterlære:

  • Mindst karakteren 2 i dansk og matematik
  • Deltage i en afsluttende evalueringssamtale.
Forrige billede
Næste billede

Apricore logo