Gå til sideindhold
OM UNGDOMSSKOLEN  /  Faglige fortællinger  /  Webinar: Coronikation 

Coronikation – fra nødplan til nytænkning

Webinar om Ungdomsskolernes kommunikation med unge under coronaen.

Coronaen tvang os til at lave ungdomsskole på en helt ny måde, og det seneste år har vi lært at bygge vejen, mens vi går på den – ikke mindst når vi skal kommunikere med og til de unge. Vi glæder os til en ny sæson, hvor vi kan møde de unge igen – men har vi ikke også lært noget, vi kan tage med os?

 

Det vil vi på Ungdomsskolen i Helsingør gerne være med til at sætte fokus på ved at holde en K-dag for ungdomsskolefolk i hele Danmark, der arbejder med kommunikation. Det bliver onsdag den 12. maj kl. 9-12 og holdes som et webinar.

 

Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig på mbi08@helsingor.dk – senest den 30. april.

 

Har du spørgsmål, kan du kontakte kommunikationskoordinator Mads Birch på mbi08@helsingor.dk eller tlf. 31 31 33 46.

 

Hvad kan vi bruge det til?

Hvordan bruger vi vores nye værktøjskasse, når vi kommunikerer med de unge? Er vi snart færdige med videomøder og livesendinger, eller kan den klassiske ungdomsskole vokse med en virtuel makker?

Og hvad kan vi lære af det mindset, der blev en præmis under coronaen: At smide plejer over bord, at liveteste i stedet for at langtidsplanlægge og hele tiden tilpasse sig virkeligheden. En virkelighed, der ikke er blevet mindre foranderlig her på bagkanten af pandemien…

 

Sådan gør vi

På webinaret lægger vi vægt på praksisfortællinger og jeres erfaringer. I får masser af lejlighed til at stille spørgsmål, dele viden og bytte værktøjer, og vi vil prøve at samle input på forhånd, så vi kan forme en dagsorden i fællesskab.

Vi vil efterfølgende lave en eksempelsamling på baggrund af alle jeres input, så vi kan dele et dokument med vores fælles erfaringer og kig ind i fremtiden.

 

Vi glæder os til at møde jer!

Denne video kan ikke vises da du ikke har accepteret cookies for markedsføring.
Klik her for at ændre dette

OnLive - Coronikation på Ungdomsskolen i Helsingør

Siden midten af januar har Ungdomsskolens klubtilbud tre aftener om ugen sendt live med aktiviteter og online-hygge for de unge. Vi startede med en håndholdt mobil hjemme i dagligstuen – lige før påske sluttede vi af med det store produktionsshow, da vi holdt OnLive Party.

For os har Caféen OnLive været en god måde at holde fast i relationerne med de unge, mens de har været hjemsendt. Og vi kommer helt sikkert til at bruge de nye erfaringer med at bruge digitale platforme som en ekstra måde at nå ud til de unge på – også efter vi må genåbne den fysiske Café.