Gå til sideindhold
OM UNGDOMSSKOLEN  /  Faglige fortællinger  /  Fritidsundervisning 

Over 100 forskellige fritidstilbud på Ungdomsskolen

Sæsonen starter en måned tidligere end normalt, og der er Sommercamp på Ungdomsskolen for dem, der gik glip af en masse i vinter.
I disse dage er Ungdomsskolen på besøg på alle kommunens skoler for at møde de kommende 7. klasser. Fritidsundervisningen starter fra 30. august. (Foto: Ungdomsskolen)

3. juni 2021

 

Ungdomsskolen åbnede 1. juni for tilmeldingen til den kommende sæson, og så er der frit valg mellem mere end 100 gratis fritidsaktiviteter for de unge i Helsingør Kommune.

Der er behov for at få tanket op på fællesskaberne efter et år, der har været præget af restriktioner og nedlukninger. Derfor har man på Ungdomsskolen valgt at starte sæsonen en måned tidligere end normalt, så fritidsundervisningen begynder allerede i slutningen af august.

- Vi ved, at de unge er sultne efter at komme ud og være en del af noget. Og vi er lige så utålmodige efter at møde de unge igen, så vi igen kan tilbyde de fællesskaber, der er en stor del af det at gå på Ungdomsskolen, siger Bjarke Ravn Gudbjerg, daglig pædagogisk leder for Ungdomsskolens fritidsundervisning.

Bl.a. derfor er der også en lille sommergave til de unge, der ikke fik mulighed for at smage så meget på mulighederne det sidste år. I den første uge af sommerferien holdes der nemlig Sommercamp på Ungdomsskolen i Helsingør, hvor der hver dag står bl.a. klatring, dans, samspil, madlavning og meget mere på programmet – og selvfølgelig også masser af hygge og socialt samvær.

Allerede i juni måned besøger Ungdomsskolen alle kommunens skoler for at holde intro for de 6. klasser, der efter sommerferien er gamle nok til at begynde deres ungdomsskole-liv. Og når skoleåret starter i august, skal de nye 7. klasser på en Mystery Walk, hvor de bliver rystet sammen og skal lære hinanden bedre at kende.

Der er flere nyheder på programmet i den nye sæson. Her kan de unge bl.a. være med i Strikkeklubben, kaste sig over sushi & japansk street food i køkkenet, lære at programmere, tale kinesisk eller producere en Youtube-serie.

I alt udbydes mere end 100 hold på Ungdomsskolens to afdelinger i Helsingør og Espergærde.

Tilmeldingen foregår på www.ungdomsskolen.com

 

Fakta

  • Ungdomsskolen er for unge mellem 13 og 18 år i Helsingør Kommune.
  • Undervisningen er gratis, og de unge kan vælge mellem en lang række fritidshold.
  • Undervisningen foregår primært på de to afdelinger: Rasmus Knudsens Vej 52 i Helsingør og Tibberupskolen i Espergærde, men der er også en motorafdeling ved Sindshvile i Kvistgård.
  • Læs mere på ungdomsskolen.com


Senest opdateret 16.08.2021 12:06 af CVH