Gå til sideindhold
OM UNGDOMSSKOLEN  /  Faglige fortællinger  /  Ude-undervisningsrum 

Undervisningsrummet rykker ud under trækronerne

Et nyt ude-undervisningsrum ved Ungdomsskolen skal give 10. klasse-elever mulighed for at fordybe sig midt i naturen.

26. april 2022

 

Et anderledes klasselokale har den seneste tid taget form i et lille skovområde ved Ungdomsskolen i Helsingør. Her har eleverne i Ungdomsskolens 10. klasser nemlig været med til at etablere et nyt ude-undervisningsrum midt mellem træerne.

De unge har revet og planeret, bygget læhegn og møbler samt samlet sten til en bålplads, og frem mod sommerferien skal eleverne nu bruge naturen som en naturlig del af undervisningen.

- Vi håber, at vi kommer til at bruge det til, at man hurtigt kan komme ud af klasselokalet. Det er ikke et stort projekt at gå herud, og på den måde er tanken, at man kan bruge det til et hvilket som helst fag, siger Simon Christensen, der er lærer i 10. klasse på Ungdomsskolen.

 

Bruges til fordybelse

Projektet skal vise, hvad udendørs undervisningsrum kan bruges til, og målet er at give eleverne en oplevelse af, at naturen kan skabe ro og bruges til fordybelse.

- Vi vil gerne undersøge det med at kunne fordybe sig uden at blive forstyrret hele tiden, men også bare få nogle oplevelser i naturen. For nogle kan det være en overvindelse bare at være udenfor og sidde her, siger Simon Christensen.

Projektet lægger vægt på, at de unge får et medejerskab til det nye undervisningsrum, og derfor har de i den første uge selv været med til at skabe rammerne. Det har været en anderledes oplevelse for Haben, der går i 10. klasse. Han ser ikke sig selv som et naturmenneske, men har alligevel syntes godt om oplevelsen.

- Jeg synes, det er rigtig fedt, at vi får lov til at gøre det udendørs. Det er også hyggeligt, når man er sammen med klassekammeraterne udenfor, siger han.

Som en del af naturprojektet har eleverne også været på fisketur.

Det nye ude-undervisningsrum skal i første omgang bruges resten af skoleåret til undervisning, men også til bl.a. prøveforberedelse, hvor eleverne selv kan bruge naturen som et fordybelsesrum.

Denne video kan ikke vises da du ikke har accepteret cookies for markedsføring.
Klik her for at ændre dette


Senest opdateret 26.04.2022 11:50 af MB