Gå til sideindhold
OM UNGDOMSSKOLEN  /  Faglige fortællinger  /  Ukrainere i IU 

Ukrainske unge har taget hul på et skoleliv i Helsingør

17 unge er begyndt i Ungdomsskolens IU-klasse, hvor de skal introduceres til det danske uddannelsessystem.
16-årige Alex bor i Danmark sammen med sin mor og sin bror - der iøvrigt også går i IU-klassen på Ungdomsskolen. Foto: Ungdomsskolen

17 unge i alderen 13 til 17 år, på flugt fra borgerkrigen i Ukraine, kan nu tage fat på et mere normalt skole- og ungdomsliv i Helsingør. I sidste uge begyndte de unge ukrainere i Helsingør Kommunes modtageklasse, IU-klassen på Ungdomsskolen.

Her skal de efter sommerferien introduceres til både det danske sprog, samfund og kultur, indtil de bliver klar til at komme i en almindelig skoleklasse og videre på en ungdomsuddannelse.

- Lige nu handler det om at få dem landet, skabe et trygt miljø for dem og lære dem at kende. Vi kan godt mærke, at flere af dem gerne vil i gang med noget normalitet og noget skole, siger Simon Birger Christensen, som er en af de lærere, der er tilknyttet de ukrainske unge.

 

Kaffenørd og breakdancer

En af de unge er 16-årige Alex, der indtil den russiske invasion den 24. februar boede med sin familie i Lviv i det vestlige Ukraine. Siden har han ikke haft en almindelig skolegang.

- Min mor vækkede mig og fortalte, at der var en nødsituation, så jeg ikke skulle i skole. Syv dage senere rejste vi, fortæller han.

De sidste tre en halv måned har han boet sammen med sin mor og to brødre på det tidligere plejehjem Bøgehøjgård i Hornbæk, der er indrettet som midlertidigt ophold for de ukrainske flygtninge. Alex’ far og resten af hans familie er stadig i det krigshærgede Ukraine.

Selv beskriver Alex sig som kaffenørd, breakdancer og interesseret i elektronik, som han gerne vil lære mere om – og måske arbejde med på et tidspunkt.

Danmarks mange cykelstier er noget af det, der har gjort størst indtryk på ham indtil videre.

- Jeg synes, det er fedt, at det er så nemt at komme rundt på cykel, siger han.

Og så er Alex glad for at være startet i skole igen.

- Jeg kan godt lide lærerne, siger han.

 

Fra 10. klasse til lærerhjælp

En af dem var i virkeligheden gået på sommerferie, da han sagde ja til at blive tilknyttet IU-klassen. Det er den 17-årige Christian Johannes Jensen, der går i Ungdomsskolens 10. klasser. Han var lige var blevet færdig med sine afgangsprøver, da han blev spurgt, om han ville være ung medarbejder for at hjælpe de nye ukrainere – bl.a. fordi han taler både ukrainsk og russisk.

- Min mor er ukrainer, og jeg har boet i landet i 7 år, så jeg kender både Danmark og Ukraine og kan hjælpe dem med at forklare nogle af de ting, der er normale her i Danmark, siger Christian.

Han har selv familie, der stadig opholder sig i Ukraine, så Christian kan godt sætte sig ind i de unges bekymring og usikkerhed. I stedet fokuserer han på at skabe en ny og mere normal hverdag for de unge.

- Jeg prøver at få dem til at fortælle om alt muligt andet, for eksempel deres interesser og livsstil, fortæller han.

De nye IU-elever blev sammen med de øvrige elever i Ungdomsskolens X- og 10. klasser sendt på sommerferie, da skolen holdt sommerafslutning. Men til august venter en ny og mere normal skolehverdag for de ukrainske unge, der også får adgang til Ungdomsskolens store fritidstilbud med over 100 forskellige hold, hvor de kommer til at møde danske unge. Kaffenørden Alex har allerede set sig varm på baristaholdet…

 

Fakta om Ungdomsskolens IU-klasse

  • Den Internationale Ungdomsklasse er en sprogklasse for ny-ankomne unge mellem 14 og 18 år, der skal lære dansk.
  • Vi tilbyder undervisning i dansk, matematik, engelsk, idræt og kulturfag og andre relevante kreative fag.
  • Sprogundervisningen målrettes mod udlændinge- og integrationsministeriets prøver i dansk 2 eller 3.  Undervisningen i engelsk og matematik sigter mod Folkeskolens Afgangsprøve
  • IU-eleverne stifter bekendtskab med dansk kultur og emner som demokrati og medborgerskab.
  • Gennem skolens karrierelæringsaktiviteter udvikler eleverne en viden og forståelse for det danske samfund. Eleverne deltager i praktikker, besøger ungdomsuddannelser og Coop Crew med henblik på at få et fritidsjob


Senest opdateret 27.06.2022 10:19 af MB