Gå til sideindhold
OM UNGDOMSSKOLEN  /  Faglige fortællinger  /  Coop Crew 

Unge får fritidsjob gennem Coop Crew

Ni unge har fået fritidsjob efter grundig oplæring i efterårets Coop Crew-forløb, som Ungdomsskolen står for i Helsingør. Et job efter skole baner vejen for bedre trivsel og større selvtillid hos de unge, siger projektleder.
 
Coop Crew_Rengøring1

15. december 2020

 

Fakta-butikker i Helsingør, Humlebæk og Ålsgårde har sagt ja tak til at ansætte i alt ni unge, der i efteråret deltog i Coop Crew, et seksugers forløb hvor unge får indgående kendskab til arbejdet i en af Coops butikker.

En dag om ugen var de unge i lære i en Fakta, og i de uger projektet varede, lærte de om alt fra rengøring og oprydning til god kundeservice i kassen.

- Jeg deltog i Coop Crew, fordi jeg gerne ville satse på at arbejde i en butik. Jeg meldte mig til for at prøve det af, og det har været virkelig sjovt, fortæller Malou på 16 år, der efterfølgende har fået fritidsjob i Fakta i Helsingør.

Projektet har til formål at sikre unge i alderen 16-18 år en tættere tilknytning til arbejdsmarkedet og samtidig også et større skole-engagement. Forskningen viser nemlig, at unge med et fritidsjob får bedre karakterer, har mindre fravær og kommer hurtigere i gang med en ungdomsuddannelse. Derfor er projektet også målrettet den gruppe af unge, der på forskellige måder har brug for et støttende skub i ryggen.

 

Vokser med opgaven

I år er det tredje gang, et Coop Crew-forløb guider unge i hele landet mod en fast plads bag kassen i Fakta. Ungdomsskolen i Helsingør har igen i år afholdt projektet i Helsingør kommune, og projektmedarbejder Mads Pfaff fra Ungdomsskolen har hver uge været med på butiksgulvet for at følge og støtte deltagerne.

- Det er gået rigtig godt. De unge har taget rigtig godt imod projektet og har alle sammen fået blod på tanden i forhold til at tage skridtet videre i et rigtig fritidsjob, så det må siges at være en succes, siger han.

Efter de unge afsluttede deres seksugers forløb, var det op til dem selv at skrive ansøgninger og opsøge deres nye arbejdsplads, med en hjælpende hånd fra butikschefer, som gennem koncern-netværk og stort engagement har skubbet på for, at de unge kom hurtigt i job. Og i år har Helsingør-holdet altså kunnet sætte flueben ved Coop Crews målsætning om, at mindst halvdelen af deltagerne skal have et fritidsjob efter endt forløb.

Mads Pfaff ser desuden en tydelig ændring hos de unge, der har fået mere ansvar og ny viden om detailbranchen gennem projektet.

- Selvtillidsmæssigt er de vokset helt vildt. De har fået en på opleveren og har mødt nogen ude i den virkelige verden, der udfordrer dem og tror på dem. Det betyder rigtig meget for vores unge.

Ungdomsskolen og Coop Crew er i foråret 2021 igen klar med et nyt forløb, hvor der denne gang også er plads til elever fra 9. klasse.

 

 

Fakta om ”Coop Crew – når fritid bli’r til fremtid”

  • Den A. P. Møllerske Støttefond støtter projektet med 27.608.000 kr. i perioden 2019-2025. Projektet er udarbejdet og gennemføres i et samarbejde mellem Ungdomsskoleforeningen og fakta.
  • I alt vil omkring 3.700 unge fra 25 kommuner deltage i et træningsforløb, hvoraf det antages, at minimum 1800 af de unge efterfølgende vil få et fritidsjob i fakta eller et andet sted som direkte effekt af projektet.
  • 11 kommuner startede i uge 43 i 2019, i 2020 blev 8 nye kommuner optaget, og i 2021 optages yderligere 6 kommuner. Udrulningen sker i tre faser for at sikre kvaliteten i processen og gøre det muligt at overføre erfaringer.
  • Efter projektperioden skal kommunerne selv integrere indsatsen, f.eks. ved at projektet bliver en del af kommunernes ungestrategi. Der bliver i hver kommune nedsat et lokalt udvalg, som udvælger de unge, der skal være med i projektet, der evalueres løbende.  


Senest opdateret 15.01.2021 08:53 af CVH