Gå til sideindhold
X  /  FORÆLDREFORTÆLLINGER  /  Forældrefortælling #3 

 

Godt forhold til lærerne skabte overskud – og gode karakterer

 

»Min søn gik på en lille folkeskole, hvor han havde det rigtig godt. Men i 7. klasse skiftede han skole, og her gik det galt. Han begyndte at trække sig fra skolen og fællesskabet, og jeg oplevede ikke, at skolen kom mig i møde, når jeg ville tale med dem om det. Der var flere ubehagelige episoder, der i sidste ende førte til, at han udviklede skolevægring, som stod på i lange perioder. 

Vores oplevelse var, at skolen ikke havde tid og overskud til at skabe de rammer, hvor vores barn kunne trives. Hans tid i udskolingen på en normal folkeskole gav ham dårligt selvværd og rigtig mange nederlag. 

 

Til sidst fik vi et møde med Ungdomsskolen, for at tale om x-klasserne. Min søn var med til mødet, og allerede her kunne jeg mærke, at tilgangen var anderledes. Medarbejderen spurgte min søn, hvordan han havde det med møder. Da han svarede, at det havde han det svært med, satte de en tidsramme op for, hvor længe mødet måtte vare, og det kunne min søn godt være i. Den tilgang var han tryg ved. Og vi forældre tænkte også, at endelig møder vi én, der forstår ham.

 

Inden han startede, bad jeg selv om selv at få lov til at snakke med alle lærerne, så vi kunne tale om, hvad der var bedst for vores søn, hvordan der blev skabt gode relationer, og hvordan vi kunne sikre os, at han var tryg. Jeg fortalte dem om alle de nederlag, han havde oplevet, og at han desværre havde erfaringer med voksne, der svigtede ham. Det blev der lyttet til. 

 

I X-klasserne var der nogle andre unge, som havde lignende udfordringer, som min søn kunne spejle sig i. Der var gode, positive lærere, som virkelig satte sig ind i, hvad hans udfordringer var. De kunne lave en rigtig god undervisning, og samtidig skabe et trygt miljø, hvor der også var plads til at lave sjov med hinanden. 

 

Min søn fik et rigtig godt forhold til sine klassekammerater, og de udviklede en tryghed hos hinanden, hvor de også kunne tale åbent om, hvorfor de gik på skolen, og hvilke udfordringer de havde. De begyndte stille og roligt at gå ud sammen og feste lidt hjemme hos hinanden, ligesom andre unge gør.  

 

Jeg synes virkelig, at lærerne gjorde det med bravour. De mødte ham der, hvor han var, fik det bedste frem i ham, og fik ham til at tro på sig selv. Han stod op hver morgen og gik i skole, og gik fra eksaminerne i 10. klasse med et 12-tal i mundtlig dansk og 10 i matematik og 7 i engelsk. X-klasserne løftede ham, og gjorde ham klar til at komme videre.

 

Mor til forhenværende elev i x-klassernes spor 2.



Senest opdateret 11.12.2023 13:19 af CVH