Regn, røg og ro – naturen på skoleskemaet
18. november 2021
Ude i naturen bliver elevernes sanser skærpet, de får en kniv i hånden, snitter en ske, hugger brænde til bålet, får bevæget sig og finder ro. At have naturen i hånden kan give flere ressourcer til at tackle hverdagens udfordringer.
Det er baggrunden for et projekt, som Ungdomsskolen har udviklet med støtte fra et partnerskab mellem Ungdomsskoleforeningen og Villum Fonden. Underviserne på projektet var outdoor-ekspert Martin Lindhardt og naturterapeut Eva Børjesson.
”Naturen i Hånden” er et tilbud til specialklasserne i Helsingør Kommune, som i løbet af efteråret har givet specialklasse-elever mulighed for at fordybe sig i naturen. Hver klasse har tilbragt tre skoledage i grønne omgivelser i shelters ved Nyruphus, hvor de bl.a. har prøvet mindfulness-øvelser i skoven, arbejdet med land art og andre kreative opgaver og tilberedt mad over bål.
- Projektet hedder Naturen i Hånden, fordi vi gerne vil give eleverne en oplevelse af at kunne rumme at være i naturen og at bruge naturen til at få ro, positive oplevelser og været fysisk aktive, siger Merete Olsen, der er projektmedarbejder hos Skolepiloterne på Ungdomsskolen.
Skeptiske i begyndelsen
Mange af de unge, der deltog i projektet, har været helt uvant med at færdes i naturen, og nogle af dem var derfor fra start skeptiske over for projektet, fortæller hun.
- Men efter bare få timer i skoven oplevede vi en helt vild positiv progression i elevernes færden og attitude overfor udeliv. Fra ikke at ville nærme sig bålet på grund af røgen til at være den, der lagde brænde på bålet, for bare at nævne et af eksemplerne, siger Merete Olsen.
En af de unge er 15-årige Micky, der til daglig går i skole på Rønnebær Allé-skolens Team 3. Han har været glad for at prøve forløbet.
Støtte fra Villum Fonden og Ungdomsskoleforeningen
- Det har været en speciel oplevelse ude i skoven, og vi har lavet noget andet end det, vi er vant til i skolen, siger Micky.
Kim Ratting, der er pædagog i Team 3, oplever, at naturdagene giver nogle fælles oplevelser for eleverne, som også giver værdi i klasseværelset, og dagene i shelteret ved Nyruphus bliver næppe de sidste, som klassen kommer til at opleve i det fri.
- Vi har i hvert fald snakket om, at vi skal mere ud i naturen med de unge, siger han.
I alt har 70 unge fra Helsingør Kommune været en del af forløbet, der har været muligt at gennemføre med støtte fra Ungdomsskoleforeningen og Villum Fondens pulje.
Skolepiloterne håber at kunne være med til at sætte mere natur på skoleskemaet og give mange flere elever mulighed for at få naturen i hånden.
Senest opdateret 18.11.2021 10:30 af MB